Der har været julenisser på spil på kort.plandata.dk. De har fundet en masse steder i Danmark, der kan associeres med jul og lagt dem i et nyt korttema “Plandata julekalender 2024”, som er tilgængeligt fra den 1. december.
Fra den 1. til den 24. december vil der komme en ny “låge” hver dag. Tænd for kortlaget 'Plandata Julekalender 2024' via lagvælgeren på kort.plandata.dk.
Når I finder lågen, kan I klikke på det lille “i”-ikon og derefter på dagens sted, så ser I næste låges hint i infoboksen, der popper op.
Hver låges infoboks indeholder desuden et bogstav, og når alle bogstaver er samlet, vil de tilsammen udgøre en sætning.
Send den færdige sætning til vores Support på support.plandata@plst.dk, så trækker vi lod blandt de rigtige svar om en lille julepræmie i starten af det nye år.
Ledetråden til d. 1. december er:
”Den første låge finder du i en by, vi kender fra en julekalender, der blev sendt på DR første gang i 1974”
God jagt fra på søndag d. 1. december, hvor julekalenderen begynder.
Glædelig jul fra Plandata-holdet